Sigrid Undsets «Tre søstre», del 2

­Vi publiserte del 1 tidligere i år, den kan leses her.

V.

De første kapitler av «Jane Eyre» handler om en liten pike med et hett, uthungret hjerte og klare, kloke øine, med skarp iagttagelsesevne og et sind der evner at suge næring for digtning og drøm av alle kilder. Men Jane er en styg unge, og skjønhet betyder saa meget for barnet, at den lille selv undskylder sine omgivelsers haardhet til en viss grad. Det er naturlig at folk ikke liker den som er styg. Tjenerne sier om det forældreløse barn:

«Ja hadde hun været et vakkert, yndig barn, saa vilde man hat vondt av hende som er saa forlatt – men man kan virkelig ikke bli glad i saan en liten padde –»

LES DEL 1 HER

«Aanei ikke no videre,» indrømmet Bessie, «ialfald saa vilde en saan liten skjønhet som Miss Georgiana været mere rørende, hvis hun hadde været slik stillet–.»

Men Charlotte var ung endda, dengang hun skrev «Jane Eyre». Saa lar hun kjærligheten gjøre Jane vakker. Den lille graa ungpike stirrer klarøiet og rolig ned i drifternes brændende helvede, og hendes pande lyser med en himmelsk engels klarhet, men om hendes mund leker en naturaands mystisk medvidende smil, og for Rochester blir hun hjerteslitende deilig.

Naar «Shirley» virker svakest av hendes bøker, kommer det kanske netop av at de to kvinder i boken er vakre. Med Caroline hadde Charlotte tænkt paa Ellen Nussey og Shirley Keeldar vet vi skal være Emily, som søsteren tænkte sig hun vilde blit, hadde hun faat leve under lykkeligere forhold. Men Charlotte har ikke kunnet motstaa fristelsen til at gi de to elskede piker den bedste gave hun visste om – skjønhet.

Det er først i «Villette» at Charlotte Brontë gir sig selv, vildt og hensynsløst. Lucy Snowe er den unge pike hvis hjerte og sjæl hadde styrken til at bære den deiligste kvindes stormfulde skjæbne. Men Gud har git hende et litet, uskjønt legeme og et ansigt som ingen ser. Og «Villette» blir den vældigste bok som nogensinde er skrevet av en kvinde – for Charlotte Brontë er den eneste som har hat menneskelig styrke til at gjennemleve alle kvindekjønnets bitreste kvaler og kunstnerisk evne til at skape et levende digterverk ut av det.

«Tout talent de femme est un bonheur manqué.» Ingen kvinde vælger at gi kunsten sin lidenskap – de gir den i høiden sit liv, hvis dette liv av en eller anden grund ikke kan passe ind som ledd i slegtskjeden. Saa store som Emily og Charlotte Brontë var som kunstnere – det er som kvinder de er geniale. Netop det at «Villette» er en genial bok, gjør at det blir en ulidelig smertelig bok – saa vældige evner hos en kvinde har livet vraket. Emily og Charlotte skulde ikke skrevet bøker, de skulde fostret mænd og kvinder. For kvinder er jo kunsten kort og livet langt – det vet en kvinde jo sikrere, jo mere hun vet hvad kunst er. Den kvinde som vælger et kald fordi det synes hende større end morens, maaler barnet efter sig selv, det synes hende ringe at gi mennesker liv, fordi hun tænker sig mennesket i sit eget billede – en ubetydelig ting. Søker hun at gjøre et arbeide eller øve en kunst, da er det ikke for arbeidets skyld eller kunstens, men for at faa litt titel eller en smule snak om sig – noget der kan være som etpar høie hæler under den lille person.

Charlotte sier etsted at fra sit tolvte aar har hun været fattet paa sin skjæbne – at bli gammel jomfru. Dette betyder at saa længe har hun visst hun var styg. Treogtyve aar gam mel sier hun i sit avslagsbrev til frieren kapellan Nussey:

«Jeg tror jeg kjender Deres karakter og kan forestille mig hvilken type av kvinder som vilde passe til hustru for Dem. Hun bør ikke ha for utpræget, ildfuld eller original karakter, hendes temperament bør være mildt, hendes fromhet utvilsom og hendes humør jevnt og muntert og hendes p e r s o n l i g e t i l t r æ k n i n g (understreket av Ch. B.) tilstrækkelig til at behage Deres øie og tilfredsstille Deres berettigede stolthet. Hvad mig angaar, saa kjender De mig ikke, jeg er ikke det alvorlige, stille, kjølige menneske De tror; De vilde finde mig romantisk og ekscentrisk, De vilde si jeg var satirisk og skarp.»

Og til Ellen skriver hun om hendes brors frieri:

«Jeg følte at skjønt jeg agtet ham og likte ham – – – hadde jeg ikke og kunde jeg ikke føle den intense hengivenhet som kunde gjøre mig villig til at dø for ham, og skal jeg nogensinde gifte mig, saa maa jeg se min mand i det tilbedelsens lys. – Desuten vet jeg at Henry kjender mig saa litet, at han kan neppe ha visst hvem han skrev til. Han vilde bli forfærdet ved at se mig som jeg er, naar jeg er hjemme og naturlig. – – Jeg orket ikke sitte dagen lang og sætte op et alvorlig ansigt til min mand. Jeg vilde le og gjøre og si hvadsomhelst der faldt mig ind. Og hvis han var en klok mand og elsket mig, saa vilde hele verden veie saa litet som luft mot hans mindste ønske –»

Henry Nussey fulgte Charlottes raad og forlovet sig seks maaneder efter med en anden ung pike. Men Charlotte fik en frier til før aaret var omme, og den historie er romantisk nok. En av pappas forrige kapellaner kom paa besøk en dag og bragte med sig en ung irsk kapellan Mr. Bryce. Han var kvik, livlig og klok; Charlotte fandt ham original, og hjemme var hun aldrig undselig eller usikker, saa hun og irlænderen hadde det svært morsomt sammen, like til han begyndte at krydre konversationen med personlige komplimenter, mere end Charlotte fandt passende; da trak hun sig noget tilbake. Men etpar dage efter sendte Mr. Bryce hende en glødende kjærlighetserklæring og bød hende haand og hjerte. Charlotte bare lo av historien – hvem skulde trodd slikt kunde hænde hende?

Det tragiske er at Charlotte Brontë var aldeles ikke styggere end folk flest. Men hun har ment at hun hadde ikke ydre midler til at opleve den skjæbne hendes lidenskabelige naturel higet efter. Hende vilde ikke den leende og ødsle elskov klæ, og det er den eneste hendes hjerte i ungdommen kan tænke. Den samme impuls som driver utfattig fornemhet i skjul, driver Charlotte til at klæ sig gammelmodig, i mørke umoderne kjoler, helt fra hun er atten aar. – Bare med sko og hansker driver hun luksus – hun visste selv at hendes hænder og føtter som var det mindste noget menneske hadde set, ogsaa var fuldendt nydelige og fintformede.

Der er vidnesbyrd nok om at hun kunde være overmaade bedaarende, naar hun engang imellem glemte at være genert og la bort sit litt kunstlede, stive væsen. Som litt ældre var hun paa ingen maate styg. – Richmonds portræt av hende i tredveaarene er ganske vist efter hendes bekjendtes vidnesbyrd flattert, men der var, sier Mrs. Gaskell, over Charlotte Brontë senere i livet en alvorlig og værdig ynde som mindet om gamle venetianske portrætter. Hun var meget liten og uutviklet av figur, med farveløs hud og store, litt skjæve ansigtstræk – men hun hadde en rigdom av silkefint, lysebrunt haar og de vidunderligste øine – graabrune, naar an sigtet var i ro, men det var denslags øine der synes at skifte i alle farver, naar lys og liv leker over ansigtet.

Det pragtfulde haar og de deilige øine hadde alle tre søstre – og den bleke hud og de spæde, uutviklede skikkelser. Ellers vet vi ikke stort om de yngre søstres utseende.^[1] Anne skal ha været ganske pen – med et søtt og mildt, indtagende uttryk. Tiltrods for de pinlige forhold hvorunder Anne og Branwell forlot sine stillinger i presten Robinsons hjem, hører vi at døtrene, Annes elever, hængte ved sin lærerinde med stor kjærlighet, kom paa besøk til Haworth nogen aar efter og da overøste hende med kjærtegn, som hun aldeles ikke lot til at sætte pris paa. Emily var yderst ubehagelig mot fremmede – ikke undselig som søstrene, men direkte avvisende. Men de faa mennesker som fik lov til at komme litt nærmere ind paa hende, har ikke ord sterke nok for det hemmelighetsfulde og dype trylleri der kunde straale ut fra den tause og indesluttede unge pike. Hun kunde gi en et blik og et smil som var noget at huske for resten av ens liv.

Men alle tre blev de tidlig nødt til at skjule de deilige øine bak briller. De hadde arvet svakt syn fra faren og gjort sit bedste for at ødelægge det med at skrive mikroskopisk skrift, tegne miniaturtegning og sy fint haandarbeide ved daarlig lys.

Charlotte forlot skolen i Roe Head i 1832 og var hjemme nogen aar, læste med søstrene, gik i huset og skrev og skrev i sin fritid. Hun finder selv at livet i denne tid forløper «in one delightful, though somewhat monotonous course». Hun og Ellen besøker hinanden, der er stadig teselskaper hos prestens, helst i forbindelse med søndagsskolen, hvor alle tre prestedøtrene er lærerinder. Charlotte blev ved med dette arbeide hele sit liv, men det later til at ha været en av de pligter hun forrettet rent mekanisk, og hun nævner det neppe engang i sine breve. Som prestens døtre hadde jo de tre søstre endel at gjøre i sognet, og der var fattige og syke nok som sørget ved deres død – til Charlottes jordefærd gik fattige og ulykkelige kvinder fra hytterne langt inde paa heien graatende over fjeldstierne. Men som de vernet sit eget liv mot fremmedes øine, saa hadde prestedøtrene respekt for andres privatliv, og ubedt gik de ikke ind i sognets usleste hytte. Heller ikke presten Brontë la sig op i ting som ikke kom ham ved – og kanske var det netop derfor at Yorkshire-bønderne omkring Haworth var saa glad i prestefolket og sørget med, da de tunge tider kom over familien.

Prestens løn var liten, og der var fire barn; saa reiste Charlotte i 1835 tilbake til Roe Head som hjælpelærerinde hos Miss Wooler. Det var mens hun var der at Emily en kort tid var elev ved skolen, men ikke holdt ut for hjemvé. Anne kom da istedet. Miss Wooler flyttet ved denne tid skolen fra Roe Head til Dewsbury Moor, som laa lavere og mindre sundt; Charlotte trivdes daarlig paa det nye sted, og Anne sletikke. Over de yngre søstre vaaket Charlotte næsten sykelig ængstelig – hun blir ute av sig, og tænker paa Marias og Elisabeths skjæbne bare de feiler det mindste. Nu blir hun for Annes skyld uvenner med Miss Wooler. Desuten avskyr hun lærerindearbeidet, hun blir nervøs og nedtrykt.

I juleferien 1836 er alle fire søskende sammen i Haworth. «Smaapikerne» har for skik at sitte og sy til klokken 9. Da gaar tante op og lægger sig, og niecerne har lov at lægge bort sømmen. Pappa gaar op og roper fra trappen: «Sit ikke forlænge oppe, barn!» – men det gjør barnene altid. De slukker lysene for at spare, og de kryper sammen rundt peisen i spisestuen – eller i det flakkende skjær fra baalet gaar de tre piker med armene om hinandens liv op og ned, op og ned, lægger hviskende planer sammen, digter og drømmer.

Og denne jul blir det besluttet at Charlotte skal skrive til Southey – the poet laureate –, sende ham sine vers og bede ham si sin mening om dem. Hvorpaa bror Branwell ekspederer et digt og et brev fuldt av selvfølelse til Wordsworth – den haabefulde yngling skriver bl a.: «Paa denne dag da der ikke findes en skrivende digter som er six pence værd, maa veien ligge aapen, om en bedre mand kan træde frem.» Digtet skulde handle om en ung mand i hvis sind «sterke lidenskaper og svake principper kjæmper med dristig indbildningskraft». Det ender med «onde gjerninger, korte nydelser, sjælelig elendighet og legemlig ruin». Branwell sendte nu bare en smakebit – om heltens barndom:

And often has my mother said, while on her lap I laid my head,
She feared for time I was not made
But for Eternity.

Vi vet ikke om Wordsworth svarte Branwell Brontë. Men mange aar senere, da søstrene hadde gjort navnet berømt, gav han brevet og versene til sin svigersøn.

Charlotte stakkar ventet i spænding svar paa sit brev. Det kom ikke – hun vendte tilbake til slaveriet i skolen, og hadde Anne med, Emily reiste tilbake til den skole i Halifax, hvor hun paa denne tid gjorde sit eneste forsøk paa at tjene brødet mellem fremmede. Branwell var høsten før blit sendt til London; han skulde gaa paa akademiet og bli maler, men det varte ikke mange uker før han returnerte til Haworth og «Black Bull». Over nytaar 1837 forsøkte han sig en kort tid som portrætmaler i Bradford, hvor Brontë hadde en slegtning boende. Det maa allerede ved denne tid ha begyndt at dæmre, for hans tilbedende familie, at Branwell blev kanske hverken den store maler eller den store digter de hadde ventet. Gutten hadde i brevet til Wordsworth selv med sørgelig klarhet skisseret den karriere han senere kom til at gjøre, og han vandret mot legemlig og sjælelig ruin under meget syt og opstyltet snak om sine skjønne, spildte evner.

Endelig i mars 1837 kom Southeys svar. Han indrømmer at Charlotte har talent, men advarer hende mot den literære løpebanes skuffelser og fristelser. Og «literaturen», sier han, «kan aldrig være en kvindes livsopgave og bør ikke være det. Jo mere hun er optat av sine sande pligter, jo mindre anledning vil hun ha til at dyrke den, selv som interesse og adspredelse». – – «Jeg underkjender ikke Deres evne, og jeg vil ikke søke at berøve Dem modet til at bruke den. – Skriv poesi for poesiens egen skyld – – ikke med berømmelse for øie; jo mindre De stræber efter den, jo snarere vil De fortjene at vinde den. – – Farvel frøken. Det er ikke fordi jeg har glemt at jeg selv var ung engang, at jeg skriver til Dem i denne tone, men fordi jeg husker det.»

«Jeg hadde godt av at høre det,» sa den tapre Charlotte til Mrs. Gaskell om Southeys raad. Hun svarte ham, og Mrs. Gaskell trykker op hele Charlottes brev. Det er desværre for langt til at jeg kan citere det hele. Det er et vidunderlig vakkert brev, baaret av beskeden stolthet og sørgmodig sjælsstyrke. Hun takker for hans raad, skjønt de var haarde at høre. Men hun er ikke det dovne, fordrømte væsen han tror, hun er ældste datter til en fattig prest og forsørger sig selv som lærerinde; dagen lang har hun hode og hænder fulde av arbeide, og selv om hun om kvelden tænker og drømmer, saa plager hun aldrig andre med sine tanker. Hun har forsøkt ikke alene at opfylde alle en kvindes pligter, men ogsaa at lægge hele sin interesse i det arbeide. «Det lykkes mig ikke altid, for undertiden naar jeg læser med barn eller syr, vilde jeg hellere læse for mig selv og skrive, men jeg forsøker at fornegte mig selv, og min fars bifald lønner mig rikelig for det.»

Southey svarte igjen varmt og vakkert. Han bad hende besøke sig, hvis hun nogengang kom til «Sjøerne», og slutter sit brev med et «Gud velsigne Dem!»

Mange aar efter, da Southey var død, var den berømte forfatterinde Charlotte Brontë ved «Sjøerne» sammen med Mrs. Gaskell. Da fortalte hun denne om Southeys indbydelse. «Men vi hadde ingen penger til slikt, og jeg hadde ikke utsigt til nogensinde at tjene saa meget at jeg kunde tænke paa saa stor en glæde, og saa lot jeg være at tænke paa det.»

Hos Miss Wooler tjente Charlotte knapt nok til klær for sig og Anne. Og hun blev mere og mere nervøs og elendig; tilslut blev hun av lægen sendt hjem til Haworth. Søstrene var samlet i hjemmet et aars tid, og livet gik sin jevne gang; Mary og Martha Taylor kom paa besøk til prestegaarden, og Charlotte besøkte baade Taylors og Ellen Nussey. Men i 1839 maa baade Charlotte og Anne søke guvernanteposter – saa litet de liker det. Charlotte erklærer, hun vil hellere være stuepike, «– jeg har opdaget jeg har likefrem talent for at gjøre rent, feie kaminer, tørke støv og re senger». Men det gik jo ikke an at en prestedatter søkte stuepikeplads, og noget maatte de se at faa at gjøre, – bl. a. av hensyn til Branwell: det gik saa smaat for ham med at bli selvhjulpen. Anne fik post i april, og litt senere kom Charlotte som guvernante til en Mrs. Sidgewick. Hun følte sit arbeide ene og alene som en forfærdelig pine. Barnene er uopdragne (Charlotte er tilbøielig til at finde alle almindelige sunde og glade unger uopdragne). Hun blir overlæsset med arbeide – sitter til over midnat og syr natkapper, pynter dukker og falder «oceaner av linonstrimler» for fruen. Og fruen liker hende ikke, fordi hun er saa fortvilet genert; en dag tar hun lærerinden barskt i skole, fordi Charlotte ser nedtrykt ut – og Charlotte storgraater og er rasende paa sig selv fordi hun graater. «En av de hyggeligste eftermiddage jeg har hat – i virkeligheten den eneste hyggelige – var da Mr. S. spaserte ut med sine barn, og jeg fik ordre til at følge et litet stykke bakefter. Som han slentret bortover sine jorder med sin prægtige nyfundlænder ved siden, saa han ut som en hæderlig, rik, konservativ gentleman bør.» Hun forsøker at trøste sig med at gjøre iagttagelser, forsøker at samle sin energi og beherske sig, men – «jeg skulde like at være hjemme,» skriver hun til Emily, «jeg skulde like at arbeide i en mølle. Jeg skulde like at føle litt aandelig frihet».

Hun kom hjem fra Mrs. Sidgewick sidst paa sommeren. Om vinteren er de uten pike, Tabby ligger syk, og Charlotte og Emily greier huset – og Charlotte synes det er bedre at pudse ovner hjemme end leve som fin frøken noget andet sted. I 1840 er alle søskende uten Anne hjemme – men bekymringerne for Branwell begynder at hvile tungt over huset. Ellers gaar aaret stille nok hen i det ydre. Men Charlottes breve er præget av en anstrengt nervøs livlighet, hun forsøker en litt krampagtig kvikhet – later til at ta efter Branwells tone. Kapellanerne har holdt sit indtog i Haworth og nabosognene nu, og prestedøtrene finder litet behag i de unge herrer – de eneste unge mænd de vites at ha omgaattes. Pappa har altid vist religiøs tolerance, men disse unge zeloter bekjæmper metodister og baptister som det skulde være tyrker og hedninger. Charlotte synes de er bigotte, dumme og udannede: The fighting gentry og The Holies er hendes kjælenavne paa dem; den elskværdigste, Mr. Wightman, som virkelig later til at ha været en inderlig snild gut, finder hun jomfrunalsk og omtaler ham i brevene som «Celia Amelia» og «hende».

I 1841 gjør hun sit andet og sidste forsøk som guvernante. Hun indrømmer selv hun var kommet til snilde, hyggelige folk, og den fete baby som hun helt utenfor overenskomsten blir sat til at passe, blir hun glad i – men hun vantrives allikevel. «Mange av mine største vanskeligheter ligger i ting som vilde synes dig forholdsvis trivielle. Jeg finder det saa vanskelig at be enten tjenerne eller fruen om noget. – Jeg er en tosse –.»

Og den lille søsteren Anne er syk, og ingen kan stelle godt nok med hende uten Charlotte. Søstrene hadde før drøftet planen om at oprette en skole selv. Anne og Charlotte skulde være lærerinder, og Emily stelle huset. Men da maatte de selv først skaffe sig litt mere utdannelse. Nu var Mary og Martha Taylor kommet hjem fra Brüssel, Mary har en masse at fortælle – om deilige katedraler, malerigallerier – Charlottes drøm hadde engang været at bli malerinde og hendes høieste ønske at faa se de store mestres verker. Mr. og Mrs. White, de folkene hun er hos, raader sin lærerinde til at forsøke om hun kan skaffe sig midler til et ophold paa kontinentet – efter et saant studieophold er hun kvalificert til at starte skole selv.

Midlerne skaffet tante Branwell – hun fandt planen fornuftig og vilde laane Charlotte og Emily penger til et ophold i Brüssel. Og i begyndelsen av 1842 reiste de – i følge med Mary Taylor og hendes bror – og pastor Brontë, som selv vilde avlevere sine døtre i Pensionnat Heger, Rue d'lsabelle – Mary Taylor skulde derimot til den kostbare pension Chateau de Koekelberg. Pappa overnattet hos den engelske prest i Brüssel og drog hjem dagen efter.

VI.

Charlotte, seksogtyve aar gammel, og Emily, to aar yngre, er blit skolepiker igjen. «Det er rart,» skriver Charlotte, «at skulle lystre ordre istedenfor at gi – men jeg liker det – – – som en ku der længe har levet paa tørt høi og saa blir sluppet ut paa grønt græs.» Emily arbeidet som en hest og gjorde hurtig fremskridt i sprog, musik og tegning.

Til at begynde var alting deilig – den store, vakre by, de fremmede stemmer og navne i gaterne, klokkeklangen fra S. Gudule. Skolen var i et gammelt, romantisk hus, gaten gammeldags og fuld av minder fra den tid bueskytternes gilde holdt til i Rue d' Isabelle. Charlotte liker den belgiske mat og føler alt det nye rart og romantisk – oratoiret med krucifikset, den gamle have med de høie mure omkring – bare kveldens lecture pieuse kan de to smaa englænderinder ikke svelge.

Flere engelske familier i Brüssel vilde gierne ta sig av de to unge piker. Det resulterte imidlertid ikke i nogen omgang før under Charlottes andet ophold i byen, og det skyldtes nok Emilys rent ut sagt uelskværdige væsen – hun var simpelthen uhøflig og avvisende mot alle som forsøkte at være hyggelige mot søstrene, og Charlotte mukket aldrig, hvad Emily saa gjorde.

Mme Heger. som greiet hele det store pikepensionat, gjorde fra først av et godt indtryk paa Charlotte. Det var en meget klok og dygtig dame, altid behersket, venlig og rolig. Hendes mand, M. Constantin Heger, læste sprog og literaturhistorie i sin kones skole og desuten i nogen lycéer for gutter. I begyndelsen syntes Charlotte slet ikke saa godt om ham, hun beundret hans intelligens, men fandt ham litt latterlig med det koleriske og irritable temperament og hans utbrud av raseri over bagateller.

Imidlertid, opholdet i det fremmede land vakte litt efter litt tillive alt hvad de to unge piker hadde i sig av engelsk arrogance og intolerance. Charlotte lærer at foragte belgierne, ettersom hun opdager hvor forskjellige de er fra hendes folk, hun foragter katolicismen, hun foragter de franske lærerinder – M. Heger blir den eneste «sorte svane» i den lille verden. Han indsaa at de to engelske elever var ualmindelig intelligente kvinder, paa dem kunde han prøve nye interessante læremetoder, det er ham en vellyst at rette og skrive randbemerkninger til deres devoirs. Og de forstaar at vurdere h a m, Constantin Heger, paa en maate som de almindelige dumme skolepiker ikke kan. Saa er han, eftersorn hodet staar paa ham, tyrannisk eller elskværdig mot dem, behandler dem som dumme jentunger eller overøser dem med intellektuel smiger.

Efter seks maaneders forløp tilbød Mme. Heger frøknerne Brontë at bli i pensionatet som hjælpelærerinder – uten løn, men med gratis anledning til videre utdannelse. Emily skulde spille med begynderne, men selv faa undervisning av byens bedste musiklærere, Charlotte gi timer i engelsk og selv utdanne sig i tysk og «rhetorik» – M. Hegers fag. De tok med tak mot tilbudet, men kom til at reise hjem kort tid efter.

Allerede før de reiste fra Brüssel, hændte en sørgelig begivenhet: Martha Taylor, Marys yndige, straalende og livsglade unge søster, blev pludselig syk ute i Chateau de Koekelberg og døde nogen dage efter. Og neppe var hun begravet, før der kom bud fra Haworth at tante Branwell laa for døden. Charlotte og Emily gjorde sig reisefærdige, men endnu før de hadde forlatt Brüssel, døde tanten. Hun var allerede begravet, da søstrene kom til Haworth; Mr. Brontë og Anne sat alene tilbake «i stille sorg». Tanten hadde testamentert sin lille formue. – ca. £1500 – – til de tre niecer i Haworth og en fjerde i Penzance; pikerne i Haworth, som hun hadde staat i mors sted, fik hendes smaa dyebare saker: Charlotte det «indiske syskrin», Emily elfenbensviften og syskrinet med porselænslok, Anne gulduret «med tilbehør» – deriblandt sagtens guldsnusdaasen.

Branwell hadde været hjemme under tantens sidste sygdom. Han hadde hat diverse poster som jernbanekontorist her og der, bragt jernbaneselskapets regnskaper i et græsselig rot, og pappa hadde maattet greie op for sønnen. Nu skulde Anne efter juleferien tilbake i sin guvernantepost paa Thorp Green hos presten Robinson. Og ulykkeligvis fik Branwell en stilling som huslærer for sønnen sammesteds.

De reiste. Og presten fik et elskværdig kondolencebrev fra M. Heger, fuldt av lovprisning over «nos deux chères élèves», med bøn om at han. maatte la ialfald en av de unge damer faa vende tilbake til Brüssel.
Emily vilde ikke – hun foretrak at bli hjemme og holde hus for pappa. Og i januar 1843 reiste Charlotte alene tilbake til Brüssel.

«Jeg vendte tilbake til Brüssel efter tantes død,» sier hun i et brev, «imot min samvittighet, drevet av noget som dengang syntes mig en uimotstaaelig impuls. Jeg blev straffet for min egoistiske daarskap paa den maate at jeg i to aar fuldstændig mistet al lykkefølelse og sjælefred.»

Godtfolk hjemme i England tisket om at M.lle Brontë's tilkommende épouse (Charlottes fransk !) fandtes paa kontinentet. Charlotte avviser i et brev til Ellen av april 1843 denne insinuation næsten med raseri. «Kan folk ikke tro at jeg krydset Kanalen bare for at vende tilbake som lærerinde hos Mme Heger? Jeg maa vel ha et sterkere motiv end agtelse for herren og fruen, taknemlighet for deres godhet etc. for at avslaa en løn av £50 i England og vælge £16 i Belgien. Jeg maa vel ha et svakt haab om at fiske en mand etsteds. Hvis disse velvillige mennesker visste hvor absolut indestængt et liv jeg lever – at jeg aldrig veksler et ord med nogen mand uten M. Heger og sjelden med ham, vilde de kanske slutte med at tro at mine handlinger er diktert av saanne kimæriske og grundløse idéer. Har jeg sagt nok til at fri mig fra en saa taapelig insinuation? Det er ingen forbrydelse at gifte sig eller ønske at bli gift, men det er idioti som jeg avviser med foragt, naar kvinder uten formue eller skjønhet ikke kan slaa sig tilro i overbevisningen om at de er utiltrækkende, og at de gjør bedre i at være rolige og tænke paa andre ting end gifting.»

Charlotte er altsaa sikker nok paa sin selvbeherskelse til at turde nævne M. Heger i denne forbindelse. Længe, længe efter at Charlotte var død og Mme og M. Heger døde, skjænket Dr. Poul Heger, Constantin Hegers søn, til British Museum endel breve som Charlotte Brontë har skrevet til hans far, efter hun for godt hadde forlatt Brüssel. De blev første gang trykt i Times i juli 1913.

Constantin Heger var den eneste mand Charlotte endnu hadde møtt, som bare tilnærmelsesvis var hende aandelig jevnbyrdig. Han var intelligent; han var original, og hvad der ikke har hat mindst at si for Charlotte, han var et godt menneske. En fransk dame skriver om ham til Mrs. Gaskell: «Jeg vet der er faa karakterer saa noble og beundringsværdige som hans. Han er et av de mest nidkjære medlemmer av S. Vincent de Pauls broderskap, og han nøier sig ikke med at tjene de fattige og syke, men helliger dem ogsaa sine aftener. Efter hele dagen pligtopfyldende at ha skjøttet sit arbeide gaar han til de fattige, til arbeiderne, gir dem gratis undervisning og finder midler til at underholde og undervise dem. – Han har frie og indtagende manerer og blir elsket av alle som kommer i berøring med ham – især barn. – – Han besidder i høi grad hjertets og forstandens veltalenhet – –.»

Det var denne mand som den snart otteogtyveaarige pike fik til lærer – og elev i engelsk. Det var vel ham hun tænkte paa allerede i 1842 da den stive engelske protestant skrev: «at der er nogen katoliker som er like saa gode som nogen kristen kan bli, for hvem Bibelen er en lukket bok.»

Hun er dødelig alene nu i den store pensionatsskole – ikke en sjæl hun har noget tilfælles med uten den ene, madames mand. Forholdet mellem hende og madame blir iskoldt – som rimelig kan være. De to kloke kvinder har set tvers igiennem hinanden. Utadtil kommer det ikke til noget brud – de hadde begge en jernhaard selvbeherskelse. Og i brevene hjem nævner Charlotte det kjølige forhold mellem fruen og hende og skylder paa den andens bigotte uvilje mot kjettersken. Nu finder Charlotte, at Mme Hegers rolige, venlige væsen dækker over hjertekulde og grov materialisme, hendes surveillance kalder hun nu spionering.

Charlotte Brontë var ikke den kvinde der end i sit hjertes lønligste tanker syndet mot det som betød hæder og ære for hende. Det uhyggeligste i Villette er skildringen av hvordan Lucy ustanselig kvæler saa fort den fødes, hver liten drøm, hvert ungdommelig haab som hun mener hun ikke har ret til at fostre. Det er grufuldt at læse om – som barnemord.

Det er vel hvad Charlotte giennemlevet det aar hun var alene i Brüssel. En eneste følelse for denne mand vil – eller kan – hun ikke kvæle, og den skriker lidenskabelig ut i hendes franske breve til ham: Et intellektuelt venskap dem imellem kan ikke krænke hverken guddommelige eller menneskelige love. De er blit enige om at korrespondere – men M. Heger later til at ha været en doven korrespondent. Saa skriver Charlotte til ham – og hvert øieblik brister hendes selvdisciplin:

«Jeg er glad for at skoleaaret snart er forbi, og ferien nærmer sig – jeg er glad for Deres skyld, monsieur, for jeg har hørt at De arbeider for haardt, og at Deres helbred lider under det. Det er av denne grund at jeg ikke gir mig selv lov til at ytre en eneste klage over Deres lange taushet, – jeg vil hellere være seks maaneder uten brev fra Dem end føie et grand til den allerede altfor tunge vegt som overvælder Dem – –. Ak, monsieur, jeg skrev engang et brev til Dem, som var meget urimelig, fordi sorgen slet mit hjerte, men jeg skal ikke gjøre det mere, – jeg skal forsøke ikke at være egoistisk mere, og skjønt jeg regner Deres breve for den største lykke jeg kjender, skal jeg vente taalmodig til det behager Dem og passer Dem at sende mig et. I mellemtiden kan jeg vel fra tid til anden faa skrive et litet brev til Dem – det har De git mig lov til –.»

Hun fortæller jevnt nok om sine og søstrenes skoleplaner, om hvordan hun daglig læser fransk, som hun elsker for hans skyld, at nu har hun faat bundet ind de bøker han gav hende, hun sender hilsener til fruen og barnene. Men –

«hvis min herre ganske unddrager mig sit venskap, blir jeg aldeles haabløs; hvis han gir mig litt, ganske litt, – skal jeg være tilfreds – lykkelig, jeg vil ha en grund til at leve, at arbeide.

Monsieur, de fattige behøver ikke meget for at leve – de ber kun om smulerne av brød som falder fra de rikes bord. Men blir de negtet disse smuler – dør de av hunger. Heller ikke jeg trænger meget av kjærlighet fra dem jeg elsker, jeg vet ikke engang hvad jeg skulde gjøre med et helt og fuldt venskap – jeg er ikke vant til slikt – men De viste mig engang en smule interesse da jeg var Deres elev i Brüssel, og jeg kjæmper for at faa beholde denne s m u l e interesse – jeg kjæmper som jeg vilde kjæmpe for mit liv.»

Ingen breve fra M. Heger til Charlotte eksisterer – saavidt jeg vet. Mrs. Gaskell opsøkte ham i anledning av sit arbeide med Charlottes biografi; hun var meget indtat i ham, og han gav hende mange interessante oplysninger om Charlotte og Emily i Brüssel. Om Charlottes her citerte breve visste imidlertid Mrs. Gaskell intet. Mme Heger hatet senere i livet Charlotte Brontë av et oprigtig hjerte, men for Charlottes bekjendte hadde hun jo rikelig grund til det bare for det portræts skyld som Charlotte gav av hende i Villette. Denne bok var utkommet paa fransk, skjønt Charlotte før sin død uttrykkelig hadde forbudt dette.

Under sit andet ophold i Brüssel kom Charlotte noksaa meget i flere elskværdige engelske familier – med dr. Wheelwrights sluttet hun varig venskap. Ikke destomindre har livet været et martyrium for den ensomme, oprevne kvinde. Høsten 1843, under les grandes vacances, er hun alene i den store skolebygning. Hegers er paa landet, eleverne borte, foruten hende er bare en fransk lærerinde som hun avskyr tilbake i huset, med de tomme klasseværelser, med sovesalenes lange række tomme senger. Søvnløshet, hjertekval og angst for dem hjemme, som hun faar uhyggelige nyheter fra – har drevet hende ut i en tilstand av den yderste nervøsitet, hun orker ikke være i huset i Rue d'Isabelle, men gaar og gaar og gaar rundt kvartalet, rundt i byens gater de hete septemberdage. En eftermiddag hadde hun været ute paa den protestantiske kirkegaard ved Marthas grav. Da hun i skumringen gik hjemover, ringte klokkerne i S. Gudule til vesper. Charlotte gik ind, sat i den dunkle kirke og saa de katolske kvinder søke skriftestolene – og pludselig fik hun «et underlig indfald». «Jeg kjender det som jeg kunde gjøre hvadsomhelst saalænge det bare ikke var noget absolut galt, hvis det kunde bringe litt avveksling i mit liv og interessere mig et øieblik. Jeg fik lyst til at indbilde mig jeg var katolik, gaa frem og gjøre et virkelig skriftemaal for at kjende hvordan det var.» Charlotte gik ind i skriftestolen, erkjendte hun var protestant, men presten mottok hendes skriftemaal og bad hende besøke sig, saa han kunde faa omvendt hende til katolicismen. Hun lovet i øieblikket at komme, men gik ikke, og hun skriver til Emily om dette eventyr i en litt selvironisk tone, og – «ikke fortæl det til pappa!»

Imidlertid, Charlotte hadde avlagt «et virkelig skriftemaal», og det var vel like meget for sig selv som for presten. I oktober, da skolen aapnet igjen, sa hun op sin post; Hegers bad hende imidlertid bli endnu en stund, og det gik hun ind paa. Men der kom daarlige nyheter hjemmefra – den gamle prest holdt paa at bli blind, og 2den januar 1844 kom hun hjem til Haworth, utrustet med etslags diplom fra Athénée Royale de Bruxelles undertegnet av M. Heger.

«Jeg led meget før jeg forlod Brüssel. – – –Noget i mig som før var entusiasme, er tæmmet og brutt. Jeg har færre illusioner; det jeg nu ønsker er arbeide – et maal i livet.»

Vll.

Charlotte og Emily sendte ut et cirkulære at de hadde aapnet institut for unge damer – men der meldte sig ingen unge damer som elever. Det er forresten ikke godt at skjønne hvordan de har tænkt at greie det, siden det aabenbart var meningen at institutet ialfald til at begynde med skulde være i selve prestegaarden. Faren var næsten blind nu og maatte leies op paa prækestolen. Og da Charlotte om sommeren 1845 kom hjem fra et besøk hos Ellen Nussey, fandt hun Branwell i Haworth. Han var «syk», var blit jaget fra sin huslærerstilling, og Anne stakkar hadde maattet slaa følge med broren.

Branwell Brontë, denne ynkelige figur, har allikevel faat sin Plads i Englands literaturhistorie – som sine søstres bror, der gjorde livet til et helvede for dem de tre sidste aar han levet. Han har til og med faat sin egen biograf, og foretagsomme literaturhistorikere har gjennempløiet hans efterlatte papirer for at godtgjøre at han var et forkomment geni. Man maa nu mindst ha søsterøine for at finde talent eller geni i Branwells skriblerier. Hans portrætmaling skal utmerke sig ved veltruffen likhet, men artistisk staar den neppe over almindelig skiltmaling. Mrs. Gaskell gav Branwell og hans bedrifter en meget stor plads i sin bok – hun hadde nemlig god bruk for ham: Samtiden fandt søstrene Brontës bøker overmaade dristige, for ikke at si uanstændige, og den gode Mrs. Gaskell kunde ikke negte, hun var enig med sin samtid; Charlottes bøker var desværre mange steder fæle – og Charlotte selv var da det elskeligste menneske, den reneste, ædleste kvinde hun hadde møtt. Mrs. Gaskell kunde ikke rigtig forstaa det. Saa grep hun til Branwell – fra ham er det alle tre søstrene har sin uhyggelige viden om menneskesjælens mørkeste lønkroker.

Branwell hadde drukket og brukt opium mens han var lærer paa Thorp Green. Tilslut blev der en historie med ham og fruen – Branwell har muligens forsøkt sig som forfører – ialfald blev han kastet paa porten. Hans beretning var at fruen hadde forført ham, at hun hadde lovet, naar den gamle prest døde, skulde han faa hende og alle pengene. Da presten Robinson døde, og enken ikke sendte bud efter Branwell, forandret denne sit eventyr dithen at presten i sit testamente gjorde sin kone arveløs hvis hun giftet sig paany. Han berettet sin kjærlighetshistorie til hvemsomhelst der bare gad høre paa ham og ynke ham, – alle sine svirekamerater i Haworth, graveren, verten i «Black Bull» og alle vertshusets folk og tilfældige gjester. Søstrene – muligens med undtagelse av Anne – trodde paa historien, Mrs. Gaskell gjengav den i sin bok, og utpekte tydelig vedkommende dame. Damens venner truet med proces, Mrs. Gaskell maatte tilbakekalde i «Times» og utelate i de nye utgaver av sin bok. Det er temmelig klart godtgjort at historien fra ende til anden er deliriumsvæv – løiet sammen av Branwell.

Saa er da alle fire søskende samlet hjemme. Søstrene gaar lange turer i heien, Emily med sin bulldog i hælene paa sig; om kvelden sitter de rundt peisen og syr, eller de gaar rundt om bordet arm i arm og snakker. Men med broren er det en eneste fortvilelse. Emily var den sterkeste, og hun tok det tyngste tak – sat oppe nat efter nat og ventet paa at han skulde komme dinglende hjem. En nat hadde han faat sat varme paa sine sengeomhæng; Emily opdaget branden, hentet vand og fik slukket uten at pappa fik vite om det.

Senere skulde Branwell sove i sin fars værelse, og nat efter nat forsøkte han under deliriumsanfaldene at dræpe den tapre gamle blinde mand der ikke vilde la nogen anden se sin søn i hans elendige tilstand. Søstrene ligger vaakne og lytter i rædsel. Og om morgenen kommer Branwell, uflidd og fæl at se, slentrende ind til frokostbordet: «Stakkars gammern og jeg har hat en fæl nat. Han gjør sit bedste, gammern stakkar, men det er nok ute med mig.»

– Men i denne fortvilelsens tid er det at Charlotte en dag finder et litet hefte med digte i Emilys haandskrift. Det slog Charlotte at dette var noget andet og mere end damepoesi pleier være, – men det tok timer før Emily tilgav søsteren at hun hadde læst dem, og dage før hun lot sig overtale til at høre om utgivelse. Anne kom selv frem med sine vers, og Charlotte med sine – saa blev de enige om at se og faa utgit en liten digtsamling. Et obskurt forlæggerfirma, Aylott & Jones, paatok sig at utgi boken paa forfatternes bekostning – det kostet søstrene £31.10. De valgte forfatternavnene Currer, Ellis og Acton Bell, fordi de mente at kritikerne ofte hadde en ubehagelig maate at omtale damebøker paa, enten de roste eller slagtet dem. De fik etpar gode kritikker: Det var Ellis Bells digte som en og anden allerede dengang la merke til, og det lille hefte indeholdt da ogsaa bl. a. «The Prisoner» med de uhyggelig deilige strofer om døden, befrieren. Men indtil juli var to eksemplarer solgt.

Imidlertid, de hadde følt spændingen ved at optræde som forfattere. Og de hadde skrevet en prosaroman hver – drøftet og læst høit for hinanden om kveldene ved peisen i stuen. Det gjaldt at finde en forlægger som vilde ta tre romaner av tre ukjendte forfattere. Aylott & Jones betakket sig – romaner var ikke deres branche.

En Mr. Newby tok Emilys «Wuthering Heights» og Annes «Agnes Grey». Tiden fordret at romaner skulde være paa tre bind, og saa utgav han likesaa godt «Wuthering Heights» som første og andet og «Agnes Grey» som tredje bind av en bok. Men Charlottes manuskript «The Professor» reiste frem og tilbake mellem Haworth og den ene Londoner-forlægger efter den anden.

Det kom tilbake fra en av sine byturer den dag (Charlotte og hendes far drog avsted til Manchester, hvor den gamle herre skulde opereres for stær. Operationen gik godt – presten Brontë vilde aldrig kunne bruke sine øine meget, men blind kom han ikke til at bli. I logiet i Manchester, mens faren laa i et mørkt værelse ved siden av, begyndte Charlotte at skrive «Jane Eyre».

Hun arbeidet paa den den triste vinter 1846–1847.

«Ingenting hænder i Haworth. En liten ting indtraf for en ukes tid siden og rusket os litt tillive – – . Det var bare en visit av en retsbetjent til B., han anmodet ham om enten at betale sin giæld eller ta en trip til York. Naturligvis maatte hans gjæld betales.»

«Jeg blir enogtredve næste fødselsdag. Min ungdom er gaat som en drøm, og litet har jeg brukt den. Hvad har jeg gjort i disse tredve aar? Inderlig litet.»

I juli sendte hun «The Professor» til forlæggerne Smith & Elder. Den kom dit i et brunt pakpapir hvorpaa adresserne til alle de konkurrerende firmaer som hadde hat den før og refusert den, tydelig stod at læse – de var ikke engang slettet ut, men bare gjennemstreket!

Fra Smith & Elder fik hun ogsaa avslag – men det avslag var like godt eller bedre end en antagelse. Avslagsbrevet var langt, høflig, interessert, fuldt av anerkjendelse og gode raad. «The Professor» kunde de ikke bruke – den værste feil ved boken var at den var for kort (det var dengang!). Men kunde forfatteren sende dem en trebinds roman, saa vilde de se paa den med største interesse.

Og «Jane Eyre» var næsten færdig. I august blev manuskriptet sendt til Smith & Elder. De literære konsulenter, Mr. William Smith Williams og Mr. James Taylor slukte romanen og var i en rus av begeistring; saa fik chefen Mr. Smith den og var enig – det var virkelig en merkelig bok. I oktober kom den ut. Og før Charlotte visste ordet av det, var Currer Bell en berømt forfatter.Saa gaar hun en dag ind til pappa efter hans tidlige middag – med de tre bind av «Jane Eyre» og nogen kritikker, deriblandt en av de daarligste:

«Pappa, jeg har skrevet en bok.»

«Har du, ven min?»

«Ja, og jeg vilde gjerne du skulde læse den.»

«Jeg er ræd det skal anstrenge mine øine formeget.»

«Men den er ikke i manuskript, den er trykt.»

«Aa kjære dig, har du tænkt paa for en utgift det vil bli! Du kan være næsten sikker paa at tape penger paa det – for hvordan kan du faa solgt en bok. Ingen kjender dig eller dit navn.»

«Jamen pappa, jeg tror ikke det blir no' tap, og det vil ikke du heller tro hvis du bare vil la mig faa læse etpar av kritikkerne for dig, og fortælle dig litt nærmere om det.»

Saa overlater hun pappa til ensomheten og «Jane Eyre». Og ved tetid triner pappa ind i spisestuen og uttaler sine berømte ord :

«Smaapiker, vet dere, at Charlotte har skrevet en bok – og den er meget bedre end man skulde vente!»

I december samme aar utkom endelig «Wuthering Heights» og «Agnes Grey», De vakte ikke mindste opmerksomhet. Men følgende juni utgav Newby Annes nye bok «The Tenant of Wildfell Hall» – aabenbart i den hensigt at utnytte for Acton Bell det ry som Currer Bell hadde vundet – «Jane Eyre» var kommet i tre oplag og «gik» voldsomt i Amerika. Den amerikanske forlægger hadde derfor kontrahert med Smith & Elder om Currer Bells næste roman – nu blev han yderst misfornøiet ved at se et konkurrerende firma annoncere «Wildfell Hall» som et nyt – og endda meget bedre – verk av «Jane Eyre»s forfatter. Dette meddelte Smith & Elder i et brev til «Currer Bell esq.». Brevet indtraf i prestegaarden en fredag morgen i juli 1848 – og sammne dag efter te spaserte Charlotte og Anne i tordenveir og snestorm (!) fjeldveien til Keighley, nærmeste stationsby. Der tok de nattoget til London. De hadde bestemt sig for at forklare forlæggerne sammenhængen med de tre Bells.

Indtil denne dag hadde deres forfatterskap været en dyp hemmelighet, ikke engang Ellen Nussey var indviet. London spekulerte – man gjettet paa Thackeray under et nyt pseudonym. Thackeray hadde uttalt sig beundrende om boken, og Charlotte blev usigelig glad; hun hadde altid beundret ham, og vel aldrig vovet at drømme om at hun skulde komme i berøring med ham. I andet oplag tilegnet hun ham «Jane Eyre». Hun kjendte ikke det mindste til hans private forhold – og nu vilde ulykken at Thackeray likesom Mr. Rochester hadde en sindssyk hustru. Man kan tænke sig Charlottes følelser da hun fik vite dette. Men nu visste da London hvem Currer Bell var – Thackerays døtres guvernante og Thackerays elskerinde naturligvis! En kvindelig anmelder antydet det paa tryk.

Og Currer Bell hadde mottat pakker med bøker fra sine forlæggere – stakkars pappa fraadset i dem naar han sat om nætterne og vaaket over sin gut og «han» hadde korrespondert livlig med Mr. Lewes (en nu glemt forfatter) og Mr. William Smith Williams om literatur. Men de visste ikke om Currer Bell var mand eller kvinde.

Men aarle lørdag morgen kommer to smaa, sortklædte yngre damer ind i Smith & Elders store boklade, Cornhill 65, og ber om at faa tale med Mr. Smith. De blir vist op til junior, Mr. George Smith, og den ene lille frøken overrækker ham firmaets skrivelse, som hadde vakt slikt opstyr i prestegaarden dagen før.

«Hvor har De faat dette brev fra?» spør den unge herre i noksaa naturlig forbauselse. Den lille dame ler nervøst. Hun har sikkert selv nydt tablaaet. Det er hende som er Currer Bell. – Mr. William Smith Williams, en fin stilfærdig herre paa femti aar blir hentet, og forestillet for det av ham opdagede geni. Alle i firmaet overøser de to damer med elskværdighet – unge Mr. Smith vil endelig de skal bo hos hans mor, han vil arrangere et selskap av literære størrelser til deres ære. Men søstrene foretrækker at bli hvor de er – de bor paa Chapter Coffee-House, et litet gjestgiveri som frekventeres av cityfolk og en og anden landsens pastor; pappa pleier bo der. Damer bruker ikke ta ind der, men den gamle opvarter steller saa godt han kan med de to rare frøknerne fra landet. De sitter der i en vindusfordypning, smaa og forlatte, da herrerne Smith og Williams henter dem for at gaa i operaen. De hadde ikke klær med til slikt, og da de gik opover den pragtfulde trappe i sine høihalsede, hjemmesydde uldkjoler, trykket Charlotte sig ind til Mr. Williams' arm; «De vet jeg er ikke vant til slikt.»

Mr. Williams fulgte dem i kirke om søndagen, de er til middag hos Mr. Smiths mor, til aftens hos Mr. Williams, i Nationalgalleriet – og torsdag reiser de hjem, belæsset med bøker, trætte og lykkelige.

William Smith Williams og Charlotte hadde sluttet et inderlig venskap. Det er av hendes breve til ham at vi særlig kjender den frygtelige tragedie som nu begyndte.

Sigrid Undset.
(Sluttes.)

Denne teksten ble først publisert i Samtiden, otteogtyvende årgang, 1917.