Sigrid Undsets «Tre søstre», del 1

I.

I 1850 utgav Charlotte Brontë en liten haandfuld av søstrenes efterlatte digte. Samlingen indledet hun med en kort karakteristik av de to avdøde, og ved enkelte av digtene føier hun nogen forklarende ord til.

LES DEL 2

Det er en forunderlig gripende liten bok – her hvor hun taler om de elskede, beundrede søstre, blir Charlottes stil øm og inderlig, litt naivt høitidelig – det er for én gangs skyld den lille stille prestefrøken fra Haworth som taler og ikke Currer Bell, den dristige og voldsomme kunstner, som gav sit yderste i «Villette». Og her blev første gang trykt det digt som gav Emily, den gaadefulde, hendes plads blandt Englands digtere.

Da Charlotte døde i 1855, efterlot hun sig intet slikt credo. «Villette» var hendes sidste ord i literaturen. Den utkom 1853. Aaret efter egtet den feirede forfatterinde sin fars kappelan, Mr. Arthur Bell Nicholls. Sandsynligvis har hun selv følt, at med dette egteskap opgav hun sin literære fremtid. Og i hendes breve i de faa maaneder hun var gift, taler en lykkelig kvinde – meget lavmælt, ti hun er en uendelig blufærdig kvinde og et menneske som er fortrolig med lidelsen, som har hærdet sig til at møte smerten uten at vise hun gyser – en som er uvant med lykken og aldrig har git sig selv lov til at vente lykke. Nu skal hun ha et barn – hun som et par aar før hadde skrevet til veninden Mrs. Gaskell: – «og hvadfor barn er det som jeg ikke er en fremmed for –.»

Men hendes livskraft var brukt op. Tapper og taalmodig bar hun de lange ukers lidelser, kvalme, besvimelser, søvnløshet. Fra sin seng skriver hun til en veninde: «Jeg synes ikke der i hele verden kan findes en kjærligere, bedre husbond end min. Nu mangler jeg aldrig godt venskap i sundhet og øm pleie i sygdom –.»

Saa støtte tærende feber til og vildelse. Et øieblik da hun vaagnet til bevissthet, saa hun sin mands forgræmmede ansigt og hørte ham hviske til Gud at han maatte spare hende. «Aa,» klager hun, «jeg skal ikke dø, skal jeg vel? Han vil ikke skille os, vi har været saa lykkelige!»

Faa dage efter ringte kirkeklokkerne over den sidste av presten Brontë's barn.

II.

Det er mulig at den form hvori Charlotte utgav søstrenes efterlatte digte – hvor hun lar de to unge piker vise sig fuldt og helt i det øieblik de møter døden, Emilys unge vilde sjæl frygtløs og ubøiet, Annes milde hjerte sørgmodig, men modig og fattet – har hat indflydelse paa Mrs. Gaskell, saa hendes biografi av Charlotte Brontë fik den form den fik.

Den begynder med skildringen av Haworth prestegaard. det gamle graa stenhus ytterst i landsbyen. Nedenfor ligger hytterne klynget indtil den bratte aasside, gamle og smaa og bygget av fjeldets graa sten. Ovenfor prestegaarden stiger lændet videre – graa og øde heier – med myr og bækkefar indover. Og rundt huset paa tre sider er kirkegaarden med sin «forfærdelige masse» opretstaaende likstener. Alt landsbyens drikkevand har tilsig fra denne kirkegaard – saa herjer epidemier fra tid til anden, og da lyder graverens spade og stenhuggerens meisel ustanselig ind i det stille prestehjem, hvor det ellers høres gjennem hele huset naar en flue surrer i stuevinduet eller klokken tikker i kjøkkenet. Hun fortæller om prestefruen som ligger for døden inde i det graa hus mens hendes seks smaa barn, – fra syv til ett aar gamle – rusler opover heien, de største leier de smaa snublende tuller. Hun beskriver «barnenes studerværelse» – et rum uten ildsted, over trappen, og vi ser de tynde bleke ansigter av seks morløse smaa i vinduet ut mot kirkegaarden og heien. Saa fører hun os til kirken og læser den lange indskrift paa murtavlen, det monotont gjentagne «her hviler støvet av» –. I løpet av en tredve aar er alle seks samlet med moren. Mrs. Gaskell fortæller om de fem som gik først – der er en hjerteskjærende historie om hver, og hvert dødsfald slaar et ulægelig saar i Charlottes hjerte. Ja hele hendes liv er en vandring i «dødsskyggens dal» – det er den forklaring Mrs. Gaskall gir av Charlotte Brontë – hendes mangfoldige smaa besynderligheter, hendes underlige gammeljomfru-væsen alt i ungdommen, hendes sykelige skræk for fremmede, hendes dybt feminine charme, naar hun blev revet med saa hun glemte sin skyhet, hendes stolte tro paa Gud – der maa findes en slik kraftens kilde som fylder menneskebarnene av sin kraft, ti hvordan skulde de ellers kunne være saa sterke og bære livet – hendes vidunderlige kjendskap til menneskehjertets skjælven, naar lidenskap og lidelser kryster det, hendes samvittighetsfulde respekt for sin kunst og hendes litt hovne foragt for publikum, hendes trofasthet mot sine faa venner, hendes opofrelse som datter – og først og sidst hendes hjertes gyldne godhet.

Charlotte Brontë's liv kunde skrives paa en anden maate: der er andet i det som en biograf kunde dvæle ved: de smaa barns mange underlige leker og friluftsliv – for de levet et friluftsliv efter den tids begreper, og fra skoledagene og til sin død forbauset Charlotte sine bekjendte ved den sikkerhet hvormed hun kunde tyde veirvarsler i luft og skyer. Skoledagene i Roe Head var deilige og hendes første ophold i Brüssel var lykkelig. Der kunde sies meget om søstrenes rike og ømme samliv, om det inderlige kjærlige forhold mellem far og døtre. Den første bok hun fik forlagt, gjorde hende berømt med ett slag, og vakte end «Shirley» noget mindre opsigt, saa øket «Villette» desmere hendes ry. Den lille sky og stille dame fra en avkrok i Nordengland fik saa meget anledning til at glimre i Londons literære saloner, som den mest forfængelige kvinde kunde ønsket sig. Der kunde gjøres meget ut av historien om de tre friere hun sa nei til, og den fjerde, for hvis skyld hun kjæmpet ned sin fars motstand, som hun blev gift med og lykkelig med. –

Allikevel. Den som har lært at kjende og elske Charlotte Brontë – gjennem hendes efterlatte breve, hendes daarlige vers og hendes fire ypperlige prosabøker – vender tilbake til Mrs. Gaskel. Hun har ret. Charlottes liv var en eneste heltemodig vandring giennem dødens og ensomhetens riker. Da hun naadde lykken, hadde hun ingen kræfter igien. Hun hadde hærdet sin sjæl til at bære den skjæbne som er den haardeste for en kvinde. Barnet under hendes hjerte, pantet paa at hun aldrig mer skulde være ensom, dræpte hende.

III.

Presten Patrick Brontë var født i en fattighytte i Irland. Han blev oplært til væver, men han hadde lyst til læsning – og energi og ambition. Seksten aar gammel er Patrick lærer ved en presbyteriansk landsbyskole – hans far, møller Brunty, var protestant. Femogtyve aar gammel er han ved universitetet i Cambridge, niogtyve aar gammel blir han prest i den engelske statskirke. Sin fattige irske slegt saa han aldrig mere, men ut av sine beskedne indtægter sendte han £20 aarlig til sin gamle mor, saalænge hun levet, og med sine søskende underholdt han en korrespondanse like til sin død og husket dem alle i sit testamente. Han slog sig ikke tilro da han hadde faat levebrødet, men arbeidet paa at «perfektionere» sig til op i alderdommen: da Charlotte, kom paa skolen i Roe Head, talte hun med utpræget irsk akcent som hun maa ha hat fra faren. Mrs Gaskell, som lærte presten at kjende da han var en gammel mand, sier han talte det smukkeste engelsk, fuldstændig frit for akcent. Hun skildrer ham, som en ualmindelig vakker og staselig olding, rank og høi, med graasprængt rødt haar og klassisk rene træk. Hans ofte omtalte vakre ydre har vel kanske hjulpet Patrick Brontë et stykke frem i verden, men først og fremst faar man av alt man hører til ham, indtrykket av retsindighet, energi og noblesse – han var hvad tiden kaldte «en sand kristen gentleman», men tyrannisk, skraasikker og stiv i smaatteri.

I aarene 1811–12 var han kappelan i Hartshead, West Riding. Det var paa den tid da Lord Castlereaghs «Orders in Council» hadde forbudt nøitrale staters handel med Frankrike, og Amerika svarte med at stænge sit marked for England. Resultatet var arbeidsløshet og nød i de nordengelske fabrikdistrikter, som særlig levet av uldvareindustrien. Overgangen til nyere maskineri i klædefabrikkerne reducerte yderligere behovet for arbeidskraft, og det kom til voldsomme uroligheter over hele Yorkshire: de arbeidsløse stormet fabrikkerne, ødela maskineri og skjøt paa fabrikanterne. Øvrigheten turde ikke gripe ind, men mange av presterne traadte i skranken for lov og orden paa en maate som vi i vore dage vanskelig kan tænke os: lydighet mot loven skulde arbeideren vise, om kone og barn sultet, lydighet mot loven skulde presten præke, om han saa daglig resikerte liv og lemmer ved det. Hartshead Iaa midt i stormcentret og presten Brontë var en av de frygtløse og stridbare prester. Det var lands lov og tory-politik han stod for: i Haworth tok han nogen aar efter under en streik, der ikke hadde politisk bakgrund, like energisk arbeidernes parti mot sine mægtigste sognebarn.

Her i Hartshead traf han Miss Maria Branwell fra Cornwall og blev gift med hende i 1812. De bodde først i Hartshead, hvor de to ældste barn, Maria og Elizabeth, er født. De fire andre, Charlotte, Patrick Branwell, Emily og Anne kom til verden i Thornton. Anne var maanedsgammel da familien flyttet til Haworth. Halvandet aar efter døde Mrs. Brontë av kræft.

Hun var en liten fin og indtagende, men ikke vakker dame, av respektabel smaaborgerfamile fra en smaaby nede paa den kyst som englænderne for klimaets skyld kalder sin Riviera. Særlig lyse har hendes egteskapsaar neppe været – i den barske og veirhaarde nordengelske egn, blandt steile, egne og utadtil litet elskværdige mennesker, som Yorkshirefolkene dengang hadde ord for at være. Skilt fra sine egne som hun trofast hang ved, gift med en stivsindet og hidsig mand – et barn hvert aar og tilslut et langt og pinefuldt sykeleie med døden for øinene og en flok bittesmaa barn at gaa fra. Derav følger jo ikke at hun har været ulykkelig med sin vakre irske egtefælle – selv om de litt apokryfe beretninger skulde være sande: om hvordan presten skar sin kones bedste kjole istykker og brændte barnenes smaa kulørte sko, fordi slik stas ikke passet i et fattig prestehjem. Hun gik gladelig ind paa at bli «hans ledsagerske paa pilegrimsfærden», det fortæller en haandfuld yndige gammeldags breve som hun i forlovelsestiden skrev til «dear, saucy Pat!» Under sit korte slitsomme liv som prestekone fandt hun tid til at skrive (Gud maa Vite hvordan!) smaastykker til ukeblade. De blev nok aldrig antat. Et manuskript «Om fattigdommens fordele i religiøs henseende» fik Charlotte som voksen av faren sammen med «mammas» breve. Og Mrs. Brontë opmuntret sin mand i hans forfatterskap – for presten Brontë skrev en masse i sin ungdom, baade vers og fortællinger. De kom ut i Halifax, og det later ikke til at nogen læste dem.

Under hendes sidste sykeleie vilde presten ikke overlate nogen fremmed nattepleien, han vaaket altid selv hos sin døende hustru. Og om dagen, naar det hørtes op i sykeværelset at presten stormet og støiet i huset, sa hun til pleiersken: «Skulde jeg ikke være taknemlig for at han aldrig har sagt et heftig ord til mig?»

Saa gik hun bort, og faren sat igien med alle de smaa. Han forsøkte ikke Iænge efter at skaffe sig en medhjælp til at ta vare paa dem: fridde til en gammel flamme, men hun betakket sig for den ensomme prestegaard og de seks stedbarn. Et aarstid efter rykket tante Branwell ind – morens ældste søster. Hun var som «den gamle tante» i virkeligheten ofte var, en uavhængig dame med litt midler, og hun opgav en beskeden, men fri og hyggelig tilværelse hjemme i Penzance med det deilige klima og alt det enkle, men «distingverte» selskapsliv, som Miss Branwell elsket meget høit. Men nu trængte søsterens barn hende, og saa reiste hun til Haworth, hvor hun giorde sin pligt og vantrivdes ved ensomheten, det kolde, fugtige stenhus og heierne og Yorkshirefolkene. Hvad hun hadde at gi av ømhet, fik nevøen Branwell – brorparten av alle disse menneskers ømhet og ærgjerrighet og alle deres fremtidshaab ødsledes jo paa den eneste vakre rødhaarede gutten som saa hurtig og uten sidespring ind baa dydens stier gik benveien i hundene. Smaapikerne omfattet tante med respekt og tempereret hengivenhet, og til sin dødsdag levet de alle lydig efter den «plan for dagen» som tante hadde lagt for dem da de var smaa. Hun lærte dem op til fuldkommenhet i al kvindelig gjerning, og tro mot tante Branwells minde forsømte søstrene aldrig for sit forfatterskaps skyld den strykning og brødbakning og skjortesøm og strømpestrikning som later til at ha foregaat uavladelig i Haworth prestegaard. For svoger læste tante høit, ved tebordet diskuterte hun og presten det læste, og den lille frøken, som utenfor sit eget værelse altid gik i sort silke, guldlorgnet i et langt guldkjede og med guld snusdaase, hævdet uforsagt sine egne meninger mot den skraasikre pastors. I virkeligheten var jo «den gamle tante» oftest aldeles ikke et foragtet skumpelskud, men en kvinde som rolig kunde slutte sit liv i bevisstheten om at det var vel brukt, og hendes slegt lukket hendes Øine i respektfuld og taknemlig anerkjendelse; hun var et lykkelig menneske, ti hendes liv var et nyttig og pligttro menneskeliv.

Ikke av mangel paa følelse var det at den tids mænd og kvinder hadde faa medlidende ord for al den saare ensomhet og de utilfredsstillede Iængsler et slikt kvindeliv maatte rumme. Det var av respekt for kvindens elementæreste ret – retten til at tie, til at holde noget i sit liv hemmelig mellem sin Gud og sig selv. Det er en anden sak at denne ret medførte pligter som forekommer vore dages beskedne kvinder frygtelige. Fordi en kvinde hadde den anerkjendte ret til at holde sit legemes og sin sjæls dypeste drifter saa hellige og hemmelige at ingen maatte vite om dem uten Gud og den der i hendes øine var Gud lik, hadde jo ogsaa verden ret til at behandle hende som om de ikke fandtes. Men det var ikke den tids opfatning av kvinden, det var den vulgære forvrængning av tidens inderste opfatning.

– Engang da presten Brontë hadde lyst til at lære sine barns tanker litt nærmere at kjende, kaldte han dem til sig og stillet nogen spørsmaal til hver især – men først gav han dem en maske til at ta for ansigtet mens de svarte. De var dengang i alderen fra fire til ti aar. Pædagoger i vore dage opholder sig ved den strenghet, hvormed forældre fordum oplugtet og oplærte barn til livet mellem fremmede. Man undres paa hvad en mand som presten Brontë vilde føle ved at stifte bekjendtskap med vor tids pædagogiske diskussion om hvordan forældre og lærere bør gaa frem for at voldta barns fortrolighet.

I Charlotte Brontë's barndom og ungdom hadde alle mennesker, selv fireaars spirer, baade ret og pligt til at bære maske.

For os nutidsmennesker ligger vanskeligheten ved at forstaa hin tid i dette: vi er opdraget til en frygtelig beskedenhet. Vore dages barn faar lov at snakke med ved bordet, støie i de voksnes nærvær og forlange det bedste stykke av kaken. Men ytrer de den gamle ubeskedne forestilling som menneskenes barn i alle tider og alle folkeslag har ropt ut høilydt – at de skal faa snakke med i evigheten og engang støie i Vorherres eller djævelens nærvær, hysser tidens voksne forfærdet: Hysch, hysch, det er du virkelig altfor liten til. At opdrage til beskedenhet i det store har allerede længe været hovedopgaven for pædagoger, demagoger og mystagoger – at bekjæmpe sjælens medfødte indbildske forestillinger og særlig de mest graverende som oser ut av al folkepoesi og alle myter – forestillingerne om den udødelige sjæl og den evige kjærlighet. Nutidskvinden lærer fra barnsben at troskap og kyskhet er begreper som har sin oprindelse i menneskets syndige og hovmodige selvovervurdering. Det er ikke mere end rimelig at samfundet paa alle maater letter den artige og beskedne pike tilværelsen, hvis hun vil akceptere den ydmygende forsikring om at hendes handlinger er uten betydning for andre end hende selv og et sterkt begrænset antal likeledes ubetydelige personer. Saa faar hun da vite alt i barndommen at et egteskap kan gjøres omigjen og de naturlige følger av menneskelivets mest ekstatiske lyksalighet kan undgaaes. Det er rigtignok galt lært: skilsmisse kan bare for de færreste gjøre et egteskap uskedd, og vil man ikke nøies med en noksaa lunken ekstase, maa man resikere «følgerne» – men den endnu uerfarne sjæl, der er opdraget i moderne ydmyghet, har egentlig bare selvmordet at falde tilbake paa, hvis den endnu huser menneskets primitive og hovmodige Iængsel efter den absolut avgiørende og uomgiørlige handling.

For helt at forstaa kvinderne fra begyndelsen og midten av forrige aarhundrede maa man huske at den tids opdragere ansaa menneskesjælens oprindelige hovmod for inkurabelt. Hver eneste liten ubetydelig ungpike fik ha i fred forestillingen om at hendes hviskede ja og nei hørtes i universets centrum og hendes dyder og udyder, hendes kampe, hendes seire og hendes nederlag var av betydning hinsides stjernerne.

Det var i en slik atmosfære, som er vore dage fremmed, at presten Brontë's døtre vokste op.

IV.

De hadde en lykkelig barndom, endda den lignet ikke andre barns. Faren var streng – de skulde vænnes til haardfør nøisomhet, og de fik bare tarvelige klær, tarvelig mat og et værelse uten ildsted. Tanten var streng – smaapikerne skulde lære husarbeide tilbunds. Og Tabby paa kjøkkenet var streng – en høk over barnene, men hun vaaket over dem som en høk over sine unger. Til gjengjæld hadde de alt det bedste barn kan ha: de var en stor søskendeflok som holdt trofast sammen, de største smaapikerne tok sig moderlig av de smaa og de smaa beundret de store og hang ved dem. Og de fik leve sit eget liv i fred og frihet, bare pligten var unnagjort. De traakket rundt oppe i heien. Gutten Branwell fandt snart veien ned i landsbyen, og den vakre kvikke prestesønnen var med til gravøl og hanekamp og blev fort kjendt paa vertshuset «Black Bull» like ved kirkegaarden. Men smaapikerne var for undselige til at gaa ned i byen; de valgte heien, og for Emily blev heien saa meget at hun kunde ikke leve borte fra den – og det fandt ingen latterlig eller sentimentalt. Femten aar gammel blev hun sendt paa skolen i Roe Head og tre maaneder efter blev hun hentet hjem; Charlotte var ræd hun skulde dø av hjemve – og ingen snakket om overspændte pikebarn for det. Siden forsøkte Emily en kort tid at være ute som lærerinde, og nogen aar efter var hun en stund i Brüssel med Charlotte. Den ældre søster sier uten skygge av ironi, at det var bare med anspændelse av hele sin ubændige viljestyrke at hun holdt ut to ganger seks maaneder borte fra Haworths hei, Og alle i hjemmet er enige om at mens de andre som fattige prestedøtre maa ut og tjene sit brød, saa faar det stelles slik at Emily kan bli hjemme. Ingen forlanger andet av Emily, end at hun skal gjøre sin del av husets arbeide – det var strykning og bakning som var Emilys del. Ingen tænker paa at tukle med hendes sjæl mere end de tænker paa at lægge sine hænder paa ørnene som presten Brontë saa paa sine ensomme turer i aasen, naar de slog ned i lyngen med mat til sine unger.

De hadde hverken barnebøker eller videre leketøi, men de læste alt de fik fat i og fandt paa leker selv, og ingen giorde nar av dem eller forsøkte at lære dem hvordan de skulde leke. Ingen lo av lille Maria, syv aar gammel, naar hun sat og studerte avisen og efterpaa la ut for de smaa søskende om dagens inden- og utenrikspolitiske spørsmaal. Naar de smaa krypene diskuterte Wellingtons, Bonapartes, Cæsars og Hannibals «komparative fortrin», hændte det at pappa kom til og optraadte som voldgiftsdommer. Det har aabenbart aldrig faldt manden ind at politik ikke var nogen passende interesse for smaapiker – men han har vel heller aldrig tænkt at nogen kvinde kunde falde paa at forsømme sine «kvindelige pligter» – hverken for den ene eller den anden tings skyld. Barnene lekte politik – Branwell delte sine træsoldater med søstrene, og Charlotte tok den fineste: «Han skal være hertugen av Wellington!» Saa kaldte Branwell sin Bonaparte. De lekte «Øerne» – hvert barn valgte sin ø og befolket den med dagens politiske størrelser – bare torier – journalister og forfattere, og paa de øerne hændte alt som barns fantasi kan spinde ut av avislæsning i stuen og bygdesagn og spøkelseshistorier paa kjøkkenet. Skrive giorde de alle fra de i det hele kunde bokstaverne omtrent – hauger paa hauger av smaa glosebøker med næsten usynlig smaa bokstaver, ulæselige uten lupe. Undertiden faar de en indbundet skrivebok av pappa, som paa første blad anbringer sin fortale: «Alt som skal skrives i denne bok maa skrives med smuk, tydelig skrift!» Hertugen av Wellington og hans to sønner er heltene i alle historier, dramaer og vers, de kjæmper med spøkelser og elsker skjønne damer, og de høie herrer leverer regelmæssig bidrag til barnenes «smaa magasiner». Charlotte er sjælen i det altsammen, og hun er ogsaa prestegaardens historiograf. Her er litt av aaret 1829's historie:

«–Mens jeg skriver dette, er jeg i kjøkkenet i Haworth prestegaard. Tabby vasker op efter frokosten, Anne staar paa knæ paa en krak og ser paa de kaker som Tabby har bakt til os. Emily er i stuen og feier gulvteppet. Pappa og Branwell er gaat til Keighley. Tante er ovenpaa i sit værelse, og jeg sitter ved kjøkkenbordet og skriver dette. – – – Emilys og mine bedste leker blev oprettet 1. december 1827, de andre i mars 1828. Bedste leker betyr hemmelige leker–.»

De hadde det godt mens de var smaa.

Men i 1829 hadde Charlotte allerede oplevet sørgelige ting, og minderne sat etset ind i hendes barnesjæl. Hun kunde nok være en glad liten pike som lekte hemmelige leker med Emily og «Øerne» og «Unge mænd» med de andre. Men det som var skedd fire aar før, hadde merket hende, hun hadde møtt døden, og jo mere hun saa av livet, jo skarpere traadte dette minde frem som hendes barndoms betydeligste. Da hun gjengav det i «Jane Eyre», tegnet hun alle de mennesker som hørte med i billedet saa skarpt og levende, at mens det literære London var fuldt optat av at diskutere hvem «Currer Bell» kunde være, – mand eller kvinde, en væver i Yorkshire, Thackerays elskerinde eller en anden dame «som av gode grunde forlængst hadde spildt retten til at omgaaes sit eget kjøn», saa hadde forskjellige fattige prestedøtre omkring i landet fundet ut hvem forfatteren var. Det maatte være en gammel elev av Cowan Bridge skolen, for Lowood var Cowan Bridge, de kjendte igjen lærerinderne og presten Brocklehurst, og Helen Burns var jo den lille elskelige og gammelkloke og sjuskede Maria Brontë. Saa var det vel en av de andre Brontë-pikerne som hadde skrevet boken, helst Charlotte – hun var saa skarp og livlig og ustyrlig, de kunde godt tænke sig hun var blit forfatterinde.

Paa os virker barnet Helen Burns helt umulig og presten Brocklehurst som en karrikatur. Men kommer man til de autentiske oplysninger om the reverend Carus Wilson og hans skole, saa viser det sig at Charlotte bare har portrætteret manden slik smaapikerne maatte se ham. Da Mrs. Gaskell i sin biografi gik løs paa Prestedøtre-skolen og dens ophav, la hun ikke fingrene imellem, og bitterlig saaret la Mr. Wilson og hans venner ivei med trudsler om «aktion» og breve til «Times» og «Daily News» – glimrende testimonier om den gamle prests opofrende og nidkjære arbeide for denne skole, hvor fattige geistliges døtre for en meget lav betaling – halvveis frit – skulde faa en god solid engelsk opdragelse. Mr. Wilson hadde ofret paa den av sine midler, al sin energi og al sin tid, han hadde samlet ind bidrag og personlig kjøpt ind like til synaalene. Der var sterk trang til en slik skole, stor tilstrømning av elever. Og tilsyneladende var alt udmerket ordnet:

Skolen var installeret i en gammel mølle ved elvebredden med skog og bakker omkring – vakkert og usundt. Mr. Wilson hadde ikke været opmerksom paa at der var raat og fugtig og vinduerne i soverummene ikke til at aapne. For eleverne var foreskrevet uniform – varm og enkel. Kostholdet var udmerket planlagt: frokost havregrøt og melk, mellemmad havrekake og melk, middag kjøt og pudding, eftermiddags- og kveldsmat brød, te og melk. Der var tænkt paa at skaffe barnene motion i fri luft: hver elev hadde sin haveflek, og hver søndag skulde de gaa etpar engelske mil til Mr. Wilsons sognekirke – over bakker, gjennem eng og skog. Men Mr. Wilson skulde ogsaa stelle personlig med stort og smaat den som kastet bort en synaal, maatte stande presten tilrette, personlig tok presten sig av hver en rebelsk krøl, som smuttet ut under smaapikernes kyser: Klage paa maten taaltes ikke – barnene var her ikke for at opdrages til kræsenhet, og Mr. Wilson hadde selv kjøpt ind alle matvarer av bedste sort. Uheldigvis saa han ikke at kokken var en gris – grøten var oftest svidd og fuld av rusk, brødet brændt, kjøttet skjæmt, melken skidden og puddingen kokt i raattent regnvand. De fleste av barnene var sikkert vant til tarveligere kost end skolens, det var ialfald de fire smaa Brontë's, men de hadde aldrig faat andet end vel tillaget mat og sirlig stel, og de blev syke av den motbydelige mat, kunde ikke faa den ned og sultet til stadighet. De var vant til at løpe ute i alslags veir – men det er en anden sak at skulle marsjere til kirke vinterdags med skolen, sitte i en uopildet kirke, høre to gudstjenester – og i pausen spise medbragt kold middagsmat paa et koldt galleri. Og ett er det at ens alvise pappa brænder op de skor som han finder for fine til det fattige hjem – det er allikevel noget helt andet at en forhatt tyran lekser op om skoleuniform og ydmyghet, og hvad der passer for smaapiker, som blir opdraget med veldædige menneskers bidrag.

Mr. Carus Wilson mente det godt, og han blev forfærdet, da han opdaget at alle barnene i skolen var blit syke. Tyfus herjet og han skyet ingen møie og ingen ydmygelse for at forbedre tilstanden. Anstalten blev flyttet til et sundt sted, kostholdet blev bragt i overensstemmelse med programmet og Mr. Wilson indskrænket sig til at stelle med skolens økonomi. Han ofret den al sin energi til sin dødsdag, og det blev en aldeles fortrinlig skole.

Men da var presten Brontë's døtre der ikke mere. Maria og Elizabeth hadde faat tæring i Cowan Bridge og blev sendt syke hjem til Haworth, hvor de begge døde i løpet av nogen uker. Og Charlotte og Emily fik være hjemme helt til den første som femtenaaring blev sendt paa skole hos Miss Wooler i Roe Head.

Man læser om dette institut og sukker ved tanken om vore dages pikeskoler. Miss Wooler later til at ha været en født pædagog; moderlig god, klok og munter regjerte hun over de otte–ni smaapiker, som var sendt til hendes vakre landsens hjem for at lære geografi, historie, sprog, finere haandarbeide og gode manerer. Av ytre lignet Miss Wooler en fornem abedisse, sier Charlotte – hun gik altid i hvit dragt med fine kniplinger og broderi. Hver uke førte hun eleverne paa lange turer rundt i egnen, og hun var en brilliant fortæller – de fik høre om middelalderens mindesmerker, de gamle herregaarders sagn og om arbeideruroligheterne for en tyve aar tilbake – Roe Head ligger i West Riding. Charlotte hadde daarlige forkundskaper, men Miss Wooler tok forstandig og kjærlig paa den underlige pike, der paa en gang var sky og gammelmodig og ustyrlig heftig. Og hun blev den flinkeste paa skolen, og alle kameraterne beundret hende, endda hun var for nærsynt og svak til at ta del i deres viltre utendørs lek. For de opdaget snart at Charlotte kunde «digte» – hun digtet og fortalte oppe paa sovesalen om kvelden, saa de nervøse av smaapikerne fik hysteriske anfald og Miss Wooler kom styrtende.

Her paa skolen traf hun Ellen Nussey og Mary Taylor, og de blev venner slik som kvinder noksaa sjelden blir. Charlotte skriver til en ven om Ellen:

«– Ingen ven, om aldrig saa betydelig eller høit begavet – kunde være det for mig, som Ellen er, endda hun ikke er noget andet end en samvittighetsfuld, observant, rolig, velopdragen Yorkshirepike. Hun er ganske uromantisk. Hvis hun forsøker at læse poesi høit, blir jeg irriteret og tar boken fra hende – hvis hun snakker om slikt, stopper jeg fingrene i ørene; men hun er god, hun er sand, hun er trofast og jeg elsker hende.»

Ellen Nussey hadde gjemt alle Charlottes breve – fra skolebænken til dødssengen, ca. 500 i tal. Det er av dem vi først og fremst kjender Charlottes personlighet og privatliv. Og vi lærer Ellen at kjende som en elskelig, god og sterk, behersket kvinde.

Mary Taylor var helt anderledes. Hun var datter av en klædesfabrikant; hendes far og hendes hjem har Charlotte skildret i «Shirley» – det er Mr. Yorke og Briarmains. Charlotte og Mary var politiske motstandere, den ene tory og høikirkelig, den anden radikal og dissenter. Og neppe findes der i Norges land to smaapiker med fulde medborgerlige rettigheter ventende paa sig, der lever og aander i politik som de to smaa partiførere i Miss Woolers skole. Charlotte dyrket fremdeles Wellington, men Sir Robert Peel stolte hun ikke paa, han var ikke en princippernes mand, men en opportunist. Mary fnyste, at man kunde ikke stole paa nogen inden det parti, de var kjeltringer allesammen.

Mary hadde ikke opbevaret Charlottes breve, men Mr. Clement Shorter trykker etpar indtagende breve fra Mary til Charlotte. Hun reiste som voksen til Nyzeeland med en bror, gik igang med en butik og den skarpe, kloke og kjække frøken blev tidlig rødglødende kvindesakskvinde. Paa sine gamle dage utgav hun en tendensroman, som hun kunde faat en sukces paa, hvis hun hadde villet reklamere sig som Charlotte Brontë's næstbedste veninde – men Mary var for stolt til at ville gjøre sig den kjære døde nyttig paa den maate.

Det var Mary Taylor som en dag i sinne sa til Charlotte at hun var forfærdelig styg. Da hun nogen aar efter bad omforladelse for dette, svarte Charlotte: «Jeg hadde godt av at høre det, Polly, saa det skal du ikke angre paa.»

(Sluttes.)

– Sigrid Undset.

Denne teksten ble først publisert i Samtiden, otteogtyvende årgang, 1917.